MAJ 2026: 2.496.484 kr

NEYE-Fonden har med seneste donation støttet
19 spændende forskningsprojekter.

NEYE-Fonden donerer 180.000,- til forskning i aggressiv brystkræft

Læge og Postdoc Christina Marie Schiøttz Hassing. Afdeling for Brystkirurgi på Herlev og Gentofte Hospital

Brystkræft er den hyppigste kræftform blandt kvinder i Danmark og årligt diagnosticeres ca. 5.200 nye tilfælde. Omkring 10% af tilfældene af tidlig brystkræft er triple-negativ, hvilket er en særlig aggressiv type af brystkræft. Patienter med triple-negativ brystkræft er oftest yngre og med en højere risiko for tilbagefald og død sammenlignet med patienter med øvrige typer af brystkræft. 
I Danmark tilbydes patienter med triple-negativ brystkræft næsten altid behandling med kemoterapi. Siden april 2023 har man i tillæg til præoperativ kemoterapi anbefalet en såkaldt checkpoint inhibitor immunterapi, der dog er forbundet med en risiko for bivirkninger, som kan være længerevarende og påvirke timingen og resultaterne af den efterfølgende operation. Med støtte fra NEYE-Fonden vil vi undersøge om supplerende behandling med immunterapien faktisk forlænger tiden til operation og øger risikoen for postoperative komplikationer.  

NEYE-Fonden donerer 175.000,- til forskning i nyrekræft

PhD-stud. Mads Gamborg. Kræftens Bekæmpelse

I dette projekt, støttet af NEYE-Fonden, undersøger vi, om langvarig brug af GLP-1RA, der er en udbredt behandling mod type 2-diabetes, påvirker risikoen for at få nyrekræft. Fordi mange danskere bruger GLP-1RA, er det afgørende at vide, om lægemidlet er helt sikkert. Med hjælp fra de danske sundhedsregistre kan vi følge store grupper af mennesker over flere år, deres medicinforbrug og eventuelle kræftdiagnoser. Det gør det muligt at sammenligne GLP‑1RA med en anden almindelig diabetesbehandling, der benyttes i samme sygdomsstadie, og vurdere, om der er en forskel i risikoen for nyrekræft på langt sigt.
Resultaterne kan hurtigt omsættes til praksis: Hvis medicinen er sikker, giver det tryghed for patienter og læger. Hvis vi finder en øget risiko, kan behandling og rådgivning justeres, så den enkelte får den mest sikre behandling. Samlet set giver projektet ny viden, som mangler i dag, for at kunne behandle med effektiv medicin på en tryg måde. NEYE-Fondens støtte gør det således muligt hurtigt at give et klart svar omkring sikkerheden ved en hyppigt anvendt diabetes behandling, hvilket vil komme patienter, pårørende og sundhedsvæsenet til gode.

 

NEYE-Fonden donerer 100.000,- til forskning i natarbejdes betydning for udvikling af kræft

PhD/Postdoc Julie Elbæk Pedersen. Kræftens Bekæmpelse

Kræft blandt yngre og midaldrende mennesker er blevet mere almindeligt, men årsagerne er i mange tilfælde stadig ukendte. Hidtil har forskning i arbejdsmiljø og sygdom primært fokuseret på, hvordan en persons eget arbejde påvirker deres helbred. Ny forskning tyder dog på, at påvirkninger i arbejdslivet også kan have betydning for næste generation.
Dette projekt undersøger, om natarbejde under graviditeten kan påvirke barnets risiko for at udvikle kræft senere i livet. Natarbejde kan forstyrre kroppens naturlige døgnrytme og ændre
hormonelle og biologiske processer under graviditeten. Disse processer spiller en vigtig rolle for fosterets udvikling.

Særligt brystkræft hos kvinder under 50 år er interessant, fordi denne sygdom ofte opstår uden kendte risikofaktorer. Forskning peger på, at nogle former for tidlig brystkræft kan have deres oprindelse allerede i fosterlivet, hvilket gør påvirkninger under graviditeten særligt relevante at undersøge.

Ved hjælp af unikke danske registerdata vil projektet undersøge, om børn af kvinder, der arbejdede om natten under graviditeten, har en øget risiko for senere at udvikle kræft. Der vil være særligt fokus på brystkræft med debut før 50-årsalderen samt forskellige biologiske undertyper af brystkræft, herunder typer der påvirkes forskelligt af hormoner.
Projektet skal bidrage med ny viden om, hvordan arbejdsmiljø under graviditeten kan have
betydning for sundheden langt ind i næste generation.

NEYE-Fonden donerer 100.000,- til forskning i blodkræft

Overlæge, klinisk forskningslektor og forskningsleder Lars Møller Pedersen. Hæmatologisk Afdeling, Sjællands Universitetshospital

CAR-T-behandling er en nyere form for kræftbehandling, som kan hjælpe patienter med alvorlig blodkræft, når andre behandlinger ikke længere virker. For nogle patienter kan behandlingen være livsreddende. Men mange oplever også alvorlige bivirkninger, infektioner og forskelle i, hvor godt behandlingen virker.
Ny forskning viser, at de bakterier, som naturligt lever i tarmen, spiller en vigtig rolle for kroppens immunforsvar. De kan derfor også have betydning for, hvor godt kræftbehandlingen virker. Samtidig får mange patienter antibiotika under CAR-T-behandlingen, fordi deres immunforsvar er svækket og de har øget risiko for infektioner. Antibiotika kan dog skade de gavnlige tarmbakterier.
I det landsdækkende CARMic-studie der støttes af NEYE-Fonden vil vi undersøge, om en mere skånsom og målrettet brug af antibiotika kan bevare de gavnlige tarmbakterier og dermed forbedre både effekten af CAR-T-behandlingen og patienternes livskvalitet.
Hvis studiet viser, at en mere målrettet brug af antibiotika giver færre bivirkninger, færre infektioner og bedre behandlingseffekt, kan resultaterne hurtigt omsættes til praksis på danske hospitaler. Projektet har derfor potentiale til at forbedre både behandlingsresultater og livskvalitet for patienter med blodkræft.

NEYE-Fonden donerer 100.000,- til forskning i vulva- og peniskræft

Klinisk lektor og afdelingslæge Louise Ohlhues Baandrup. KU, Sjællands Universitetshospital og Kræftens Bekæmpelse

Vi har modtaget støtte fra NEYE-Fonden til et forskningsprojekt, der skal forbedre forebyggelse, tidlig opsporing og behandling af kræft i de ydre kvindelige og mandlige kønsorganer. Projektet skal både bidrage til at opdage sygdommene tidligere og til at finde biologiske markører, som kan forudsige sygdommens udvikling. Målet er at kunne tilbyde mere målrettet behandling, så patienter med høj risiko kan få mere intensiv behandling, mens patienter med lav risiko kan skånes for unødig behandling og senfølger.
Studiet fokuserer på den type vulva- og peniscancer, som ikke er forbundet med HPV og ofte er mere aggressiv. Mange af patienterne har tidligere haft en kronisk inflammatorisk hudsygdom i kønsområdet, der øger risikoen for kræft, men ikke alle med sygdommen udvikler kræft. Derfor er der behov for bedre metoder til at identificere de patienter, som har særlig høj risiko. Studiet forventes at bidrage med vigtig ny viden, som på sigt kan forbedre forebyggelse, diagnostik og behandling af vulva- og peniscancer til gavn for fremtidige patienter.

NEYE-Fonden donerer 100.000,- til forskning i testikelkræft

Professor, MSc, PhD Kristian Almstrup. Department of Growth and Reproduction, Rigshospitalet. Department of Cellular and Molecular Medicine, Københavns Universitet

Testikelkræft er den hyppigste kræftform blandt unge mænd, og omkring 20% oplever tilbagefald. Behandling af tilbagefald med kemoterapi medfører en række senfølger, som vil påvirke disse unge mænd i mange år efter deres sygdom.

Med dette projekt støttet af NEYE-Fonden vil vi undersøge, om vi kan forbedre risikovurderingen af tilbagefald hos mænd med testikelkræft. Vi vil kombinere målinger af små stykker RNA i blodet og mændenes genetiske risikoprofil med patologiske fund i deres tumor. Vi håber at kunne identificere mænd med forskellige risikoprofiler, så mænd med en lav risiko for tilbagefald kan tilbydes et kortere opfølgningsforløb, og mænd med en høj risiko for tilbagefald kan følges mere intensivt. Samlet set vil dette altså forbedre det opfølgningsforløb, vi tilbyder mænd med testikelkræft, og vi vil samtidig kunne tilbyde forebyggende behandling til mænd med høj risiko for tilbagefald.

NEYE-Fonden donerer 41.484,- til forskning i brystkræft

Klinisk assistant/PhD-stud. David Ibsen Dadash-Khanlou. Herlev og Gentofte Hospital

Inflammatorisk brystkræft er en sjælden og aggressiv form for brystkræft, som udgør op til 5% af alle brystkræfttilfælde. Denne form for brystkræft kan være svær at diagnosticere i tide, fordi symptomerne ofte minder om brystbetændelse. Med støtte fra NEYE-Fonden vil vi undersøge, hvorfor sygdommen udvikler sig så forskelligt fra patient til patient, og hvordan vi kan blive bedre til at tilpasse behandlingen til den enkelte.
I dag gennemgår alle patienter med inflammatorisk brystkræft et komplekst behandlingsforløb, som også kan medføre langvarige bivirkninger, herunder lymfødem, nerveskader og senfølger efter strålebehandling. Målet med projektet er at identificere de patienter, der har behov for den mest intensive behandling, og dem, hvor behandlingen kan nedtrappes uden at gå på kompromis med effekten. Støtten fra NEYE-Fonden gør det muligt at indsamle og analysere allerede opbevarede vævsprøver, som kan bringe os tættere på en mere målrettet og skånsom behandling for den enkelte patient.

NEYE-Fonden har i denne donationspulje også uddelt til:

200.000,-
Mads Hald Andersen.
Director og Professor at National Center for Cancer Immune Therapy.

200.000,-
Charlotte Kvist Lautrup.
Overlæge og Klinisk Genetiker ved Aarhus Universitet.

200.000,-
Christina Therkildsen.
Forskningsleder og PhD ved Colorectal Cancer Forskningsenheden, Hvidovre Hospital.

200.000,-
Zoltan Imre Szallasi.
Gruppeleder ved Kræftens Bekæmpelse.

200.000,-
Susanne Krüger Kjær.
Professor, MD, DMSc. Head of Virus, Lifestyle and Genes ved Kræftens Bekæmpelse.

100.000,-
Maya Lü.
Læge og PhD-studerende ved Finsenlaboratoriet.

100.000,-
Jesper Grau Eriksen. Professor ved Aarhus Universitetshospital.

100.000,-
Frederik Knude Palshof.
Læge og PhD-studerende ved Kræftens Bekæmpelse.

100.000,-
Amalie Sofie Vagner Uggerly.
Læge ved Neurokirurgisk Forskningsenhed, Odense Universitetshospital.

100.000,-
Trine Tramm.
Overlæge i patologi ved Aarhus Universitetshospital.

100.000;-
Ismail Gögenur
. Professor dr.med. ved Køge Sygehus.

100.000,-
Salome Kristensen.
Overlæge og Professor i personlig medicin ved Aaborg Universitetshospital.