Passion for tasker siden 1881

NEYE kæden blev grundlagt 5. oktober 1881 af Johannes Neye. Han var blot 24 år, da han åbnede sin første butik på Vimmelskaftet i København under navnet "Johannes Neye". I butikken forhandlede man ”galanteri”, som var en betegnelse for pynt og småting. Det blev også brugt om små gaver eller luksusvarer til kvinder. Produkterne var ofte udført i læder, uanset om det var praktiske ting til hverdagen eller mere luksuriøse gaveartikler.

Forretningsstrategien byggede dengang - som nu - på udvalg, kvalitet, rådgivning og service.

NEYE gennem tiden

NEYE kædens historie tidslinje
NEYE kædens historie tidslinje

Butikskæde med vokseværk

Johannes Neye åbnede sin anden butik i Nygade 3, kun et halvt år efter den første. Ved åbningen i Nygade så man første gang firmaets logo, tegnet af den kendte kunstner Hans Tegner. Logoet forestillede en Fortunatus-pung med påskriften JN. Pungen havde sit navn fra en fortælling, hvor hovedpersonen Fru Fortuna får en lykkepung med den egenskab, at den er uudtømmelig. Et attraktivt symbol, når man driver forretning.

Neyes succes beroede i høj grad på det store udvalg. Hvis en vare fandtes i læder, kunne man være sikker på, at Johannes Neye havde den.

I 1891 startede Johannes egen produktion af småvarer i ”Johannes Neyes Fabrik af Lædervarer”. Det var en nødvendighed, hvis han ville åbne flere butikker, da næringsloven ikke tillod at have flere forretninger i samme kommune, medmindre man havde fabrik. Egenproduktionen blev kun forhandlet hos Neye, der til kædens 25-års jubilæum bestod af 7 butikker.

I dag designer og fremstiller NEYE stadig et bredt sortiment af egne tasker, kufferter og accessories. Dem finder du i NEYEs 42 butikker i Danmark, 2 butikker i Sverige samt tilhørende webshop i begge lande.

Tidens tendenser

Særligt to faktorer var afgørende for lædervarebranchens udvikling som selvstændig branche. Udbygningen af jernbanen i slutningen af 1800-tallet betød flere rejsende, ligesom kvindernes frigørelse også havde en enorm betydning for branchen.

For at rejse behøvede damerne en taske til manicure artikler, parfumeflasker, pas, penge, billetter osv., og disse små tasker udviklede sig langsomt til håndtasker.

Omkring år 1900 var dametasken blevet en fast del af kvindernes tilbehør. I historisk sammenhæng blev den endda et symbol på kvindefrigørelsen. Dametasken fungerer stadig som en praktisk ting til hverdag og fest, men også som et vigtigt tilbehør, der afspejler din stil.

Uanset om du foretrækker klassisk design eller følger tidens trends, finder du altid et stort udvalg af tasker og accessories i NEYE.

NEYEs domiciler

Johannes Neye opkøbte med årene hele ejendommen på Vimmelskaftet 28, ejendommen på hjørnet af Vimmelskaftet og Klosterstræde samt de tilstødende ejendomme på Klosterstræde.

I 1911 rev man alle 4 ejendomme ned og opførte den eksisterende ejendom. NEYEs forhenværende butik på adressen Vimmelskaftet 30 blev erhvervet i 1918.

I 1930 blev den nuværende bygning opført på Vimmelskaftet 30, og som følge af byggegrundens form, fik huset facader både mod Vimmelskaftet og Klosterstræde. Huset blev bygget i jernbeton, der på grund af de tynde mure gav størst muligt brugsareal.

I 1996 blev ejendommene på Vimmelskaftet opdelt i butiksejerlejligheder. NEYE driver ikke længere butik på adressen, men er rigt repræsenteret i Danmark samt med enkelte lokationer i Sverige.

Tasker til rejsen

Stort og varieret udvalg var fra begyndelsen nøglen til Johannes Neyes succes. Her fandt man alt i lædervarer, og med tidens øgede rejseaktivitet blev særligt kufferter og rejsetilbehør en vigtig del af sortimentet.

I dag starter rejsen fortsat i NEYE. Vores anbefalinger bygger på mange års erfaring med forskellige typer bagage, rejsebehov og et bredt sortiment fra danske og internationale kvalitetsbrands.

Vi hjælper dig godt på vej, og guider dig gerne i valget af kufferter, tasker og rygsække.

Menneskerne bag

Johannes Neye

Grundlægger af NEYE

  • Født 9. april 1857.
  • Voksede op på Frederiksberg som eneste dreng i en søskendeflok på fire.
  • Blev forældreløs allerede som 17-årig.
  • Kom ud af en gammel håndværkerfamilie, fortrinsvist snedkere, men brød familietraditionen og fik læreplads hos en herreekviperingsforhandler, hvilket åbnede hans øjne for galanteri.
  • Giftede sig med købmandsdatter Marie Bendixen i 1884 og de fik tre børn: Knud, Poul og Marie.
  • Blev enkemand allerede i 1891- hvorefter han giftede sig igen med sin afdøde hustrus søster, Christiane. Sammen fik de endnu en søn, Carl.
  • Grundlagde NEYE som 24-årig i 1881, med dispensation, da man først kunne få det nødvendige ”borgerskabsbrev” som 25-årig.
  • Trak sig tilbage i 1924, hvor han gav pladsen videre til ældste søn, Knud.
  • Døde som 68-årig den 5. januar 1926 af en galdestenslidelse.

Foto af Knud Neye

Knud Neye

Søn og arvtager efter Johannes

  • Født 16. juni 1885.
  • Startede fra bunden i NEYE som lærling i 1902, da han var 17 år gammel.
  • Blev medindehaver i 1919 og var en af initiativtagerne til oprettelsen af ”Lædervarer- og Rejsetøjsfabrikantforeningen”.
  • Overtog ledelsen og blev samtidig eneejer af NEYE 1. februar 1924, da Johannes trak sig tilbage.
  • Meget kunstinteresseret. Knud var særligt glad for dansk kunst, både malerier og tegninger fra Guldalderperioden i det 19. århundrede. Gennem årene opbyggede han det, der senere af Arne Bruun Rasmussen fra det kendte auktionshus, blev betegnet som ”Danmarks fineste privatsamling af dansk malerkunst fra det 19. århundrede”.
  • Døde 11. februar 1945, blot 59 år gammel efter længere tids kræftsygdom. Han efterlod sig hustruen Agathe.

Foto af Agathe Neye

Agathe Neye

Stifter af NEYE-Fonden

  • Enke efter Knud.
  • Blev eneejer af NEYE i 1945 da Knud døde. Drev forretningen videre med indsættelse af en direktør.
  • Måtte i 1960 træffe den smertelige beslutning at lukke lædervarefabrikken på grund af den stigende import af færdigvarer langt under prisen på egenproduktionen.
  • I 1977 stiftede Agathe, i overensstemmelse med sin afdøde mands ønske, NEYE-Fonden. Fonden donerer også den dag i dag NEYE-kædens overskud til sygdomsbekæmpelse, nærmere bestemt kræftforskning.
  • I Fonden indgik alle NEYEs ejendomme og aktiver. Herunder et stort bidrag efter salget af Knud og Agathes meget store, værdifulde og anerkendte malerisamling.
  • Døde den 29. januar 1980 i en alder af 84 år.

NEYEs overskud doneres til kræftforskning

NEYE-Fonden er stiftet af Agathe Neye i 1977

Det fremgår af Fondens vedtægter at ”de penge, der indtjenes i lædervarefirmaet NEYE, skal komme det samfund til gode, i hvilket pengene er tjent”.

  • Fondens hovedformål er: "At udvikle lædervarefirmaet Johannes Neye til den største fuldkommenhed, således at firmaet altid kan stå som et mønster inden for sin branche – og at anvende de midler, der er til overs efter de nødvendige henlæggelser til udvikling af firmaet, til arbejdet for kampen mod kræften ved udbetaling til videnskabelige institutioner og/eller enkeltpersoner, der arbejder med forskning af årsager til kræft og/eller midler mod denne sygdom."
  •  
  • Lige siden 1977 har NEYE-Fonden således doneret NEYE kædens overskud til kræftforskning, og alene de seneste 10 år er det blevet til mere end 100 millioner kroner til kampen mod kræft.