Alle bytte- og returfrister forlænges, så der kan byttes i 3 uger efter genåbning af vores butikker.

Flere outdoor-produkter til danskerne

Danmarks største forhandler af tasker, rygsække og rejseudstyr, NEYE, oplever som følge af coronavirussen en øget efterspørgsel på baggrund af ny tendens. Hos NEYE kan man nemlig mærke, at salget af udstyr til vandre- og cykelture, sommerhusferier og aktiv ferie er steget markant, og det får nu taskekæden til at tage et aktivt skridt mod endnu mere outdoor-udstyr.

Taskegigant i udvidet satsning

Pressemeddelelse 18.06.2020

Coronakrisen har trods nye grænseåbninger ændret sommerferieplanerne for størstedelen af danskerne, og langt de fleste planlægger fortsat at holde ferien hjemme i år. Det mærker man hos NEYE, hvor salget af udstyr til den aktive fritid er steget markant og nu bliver en satsning, som kæden vil fokusere endnu mere på fremover:

”Det er tydeligt, at de eksotiske rejsemål i langt de fleste tilfælde er blevet udskudt og erstattet af en ny slags lokal ferie. Vandrerygsække, cykeltasker og praktiske strandtasker er i høj kurs i vores butikker, og vi forudser et kæmpe boom i staycations, som vi naturligvis gerne vil bakke op om. Ferie i Danmark og aktive fritidsaktiviteter optager for alvor mange danskere nu,” siger administrerende direktør for NEYE A/S og NEYE-Fonden Camilla Raffnsøe.

De lokale rejseoplevelser, ’slow travel’ og øget aktiv fritid har været i vækst de seneste år. Det er en udvikling, man har fulgt hos NEYE, og som nu får kædens direktør til at sætte ord på valget om at fokusere endnu mere på outdoor-kategorien:

”Transformation og udvikling har været nøgleordene for os det seneste år, hvor vi i hele landet har styrket vores lokale setup. At vi nu intensiverer vores outdoor-kategori er derfor både et strategisk valg om at gå forrest på de tendenser, vi forudser, ligesom timingen passer godt ind i danskernes ændrede ferieplaner i år,” fortsætter Camilla Raffnsøe.

Ifølge hende tager aktiv ferie og fritid i disse år nogle store kvantespring, og omstillingen til flere produkter til det aktive liv har derfor været et gradvis skifte i landets butikker:

”Vores outdoor-kategori er løbende blevet styrket med flere og mere specialiserede produkter for at matche danskernes interesse for det aktive liv. Detailbranchen er i hastig udvikling, og derfor er jeg stolt af, at vi fortsat lykkes med at matche efterspørgslen og behovene ude hos forbrugerne,” siger Camilla Raffnsøe.


Støtter lokal kræftforskning

Ifølge Camilla Raffnsøe har danskernes mentalitet og tilgang til shopping generelt flyttet sig på det seneste, og flere er blevet bevidste om at handle lokalt og støtte danske brands.

At danskerne nu i højere grad prioriterer at holde ferien hjemme og shoppe lokalt stemmer ifølge NEYE-direktøren fint overens med NEYE-Fondens formål om at donere overskuddet fra de lokale butikker til de lokale forskerenheder inden for kræft:

”Siden 1977 har NEYE doneret sit overskud til dansk kræftforskning. Og det er fortsat en mærkesag hvert år at støtte lokale forskerenheder, da det jo er vores kunder og det daglige arbejde ude i de lokale butikker, der overhovedet gør donationerne mulige. At vi nu vækster og satser endnu mere på outdoor-kategorien er med til at gøre os til en mere seriøs spiller over for blandt andre udenlandske onlineshops. Det er afgørende for os i NEYE, at vi hele tiden udvikler os både online og i de fysiske butikker. Vi skal gøre os så attraktive, at kunderne vælger at støtte det lokale handelsliv og dermed shopper til fordel for dansk kræftforskning,” slutter taskekædens direktør Camilla Raffnsøe.

NEYE-butikkernes overskud er gennem mere end 40 år blevet doneret til forskning i kræft, og alene de seneste fem år har NEYE-Fonden doneret over 48 mio. kr. til dansk kræftforskning.

Senest har NEYE-Fonden under coronakrisen doneret 2,7 mio. kroner til det gode og vigtige formål.


For yderligere information:

Adm. direktør Camilla Raffnsøe, NEYE-Fonden

Tlf. 22 34 22 56